Gregoriansk sang
Følgende beskrivelse af gregoriansk sang er meget forenklet og har til hensigt at give en grundlæggende idé om, hvad det er for en musikgenre. I løbet af de sidste par hundrede år er der forsket meget, og der er skrevet et hav af bøger og afhandlinger om den gregorianske sang, hvori man kan få meget mere detaljerede og akademiske beskrivelser af sangen og dens historie.
Hvad er gregoriansk sang?
Mange danskere kender gregoriansk sang som munkesang, hvilket så sandelig også er helt rigtigt, men det beskriver kun gregoriansk sang i begrænset omfang. Gregoriansk sang kunne lige så godt kaldes nonnesang. Det mest rigtige ville være at kalde det kirkesang. Den kaldes også for ”plainchant” på engelsk (lat. cantus planus) for at adskille den fra andre sangformer, hovedsageligt flerstemmig korsang.
Gregoriansk sang er den sang, man har sunget i den kristne kirke helt fra dens stiftelse for snart to tusind år siden. Den synges i varierende omfang i den kristne kirke den dag i dag. Det er rendyrket liturgisk musik; der findes ingen original gregoriansk musik, der ikke er kirkelig. Det er en meget vigtig del af gudstjenesten i den katolske kirke, hvor det anses for at være den fornemste form for musik, der bruges i gudstjenesten. Men den spiller også en rolle i den protestantiske kirke, hermed også i den danske folkekirke, hvor man har sat dansk tekst til visse gregorianske sange. Det er således langt fra kun munke der synger ”munkesang”.
Gregoriansk sang er den ældste form for musik i den vestlige kultur, som stadig synges i dag, og en uendelig vigtig del af den kristne verdens kulturarv. Det er en levende form for musik, der i høj grad dyrkes i gudstjenesten. I de sidste 50-100 år har gregoriansk sang sideløbende dog også været dyrket som musikalsk kunstform for sig selv, uden at der nødvendigvis er direkte tilknytning til kirken eller gudstjenesten.
Det, der adskiller gregoriansk sang fra andre musikgenrer, er, at den er enstemmig og oprindeligt blev sunget uden akkompagnement. Den har ingen fast rytme, som vi kender den, men flyder pulsløst frem.
Melodierne er baseret på særskilte tonearter, de otte såkaldte kirketonearter (modi), som ikke passer ind i det såkaldte dur-mol system, man er vant til i dag. Det at tonearterne er anderledes end det, vores moderne ører er vant til at høre i nutidens musik, giver én fornemmelse af, at det er noget gammelt man hører. Man opfatter simpelthen sangene som gamle. Sangene har forholdsvis snævert toneomfang (ambitus). De fleste ligger inden for én oktav, og der er relativt få spring mellem toner, og de spring, der forekommer, er sjældent større end terts eller kvart.
Bortset fra hymner er teksten i de gregorianske sange ikke metrisk (hvor flere vers passer til den samme melodi) men prosaisk. Hovedparten af gregoriansk sang er på latin med en beskeden mængde sange på græsk. Ingen af sangenes komponister kendes.
Figur 1. Eksempel på gregoriansk nodeskrift. (Mariaantifon Salve Regina – “Hil dig Dronning,
barmhjertighedens moder.”)
Oprindelse
I virkeligheden er gregoriansk sang blot en naturlig fortsættelse af den tradition, der allerede var til stede i den jødiske gudstjeneste i Israel. Som bekendt opstod kristendommen midt i et jødisk kultursamfund, og det var således mest logisk for det nye trossamfund – kristendommen – at bygge på den sangtradition, den var vokset ud af, men nu blot med nye tekster og melodier, som udviklede sig i tidens løb. Det kristne budskab spredte sig til landene omkring Middelhavet, og således fik byzantinske og græske traditioner stor indflydelse på udformningen af den oprindelige kristne kirkesang. Hele det gregorianske repertoire består af sange så gamle som fra det første århundrede og sange komponeret så sent som i 1700- tallet. Langt størstedelen af repertoiret var dog blevet komponeret inden år 850.
Hvorfor findes der gregoriansk sang?
I tidernes morgen opdagede man, at det var nemmere at forstå, hvad der blev sagt i templet, hvis man sang ordene i stedet for at sige dem. Dem, der stod bagerst, kunne ellers ikke følge med i, hvad der foregik. I bund og grund bygger gregoriansk sang således hele sin eksistens på behovet for at formidle teksten/ordet til menigheden på en tydelig måde. En anden vigtig funktion af sangen er at gøre det lettere at huske vigtige tekster eller vigtige hændelser. Ovenstående er afgørende for at kunne forstå gregoriansk sangs funktion i kirken: Formidling af ordet. Musikken og tolkningen af den tager udgangspunkt i og bøjer sig efter teksten, som anses for at være det vigtigste element.
Hvorfor kaldes den Gregoriansk sang?
Gregoriansk sang har fået sit navn fra Gregor I (kaldet den Store), som var pave i Rom i årene 590-604. Der findes ingen dokumentation for, at Gregor selv komponerede nogen sange. Hans rolle i udviklingen af kirkesangen var at indsamle alle de kirkesange, han fik fat i, revidere, standardisere og tildele dem en fast plads i liturgien. Nogle sange afskaffede han. Hans formål var at gøre liturgien mere ensartet og standardiseret for hele den katolske kirke. Allerede kort efter hans død begyndte man at beskrive, hvor stor betydning han havde for kirkesangen, og gradvist overdrive, hvor meget han i virkeligheden betød for kirkesangen. Ud fra denne betragtning kom man så senere til at opkalde gregoriansk sang efter ham (se nedenfor).
Udvikling
I virkeligheden er den sang, vi i dag kender som gregoriansk sang, kun en gren af den oprindelige kirkesang. I begyndelsen blev der stiftet kristne menigheder flere steder omkring Middelhavet, som hver for sig fortsatte udviklingen af kirkesangen. De forskellige grene opstod dels pga. isolering, eller i hvert fald mangel på hyppig kommunikation, og dels pga. teologiske uenigheder. Disse teologiske uenigheder gjorde, at der udvikledes særskilte sangtraditioner i f.eks. Syrien, Egypten, Etiopien, Spanien (Mosarabisk tradition), Rom og Milano. Alle disse traditioner har det til fælles, at de består af enstemmig sang (monodier), men adskiller sig fra hinanden i udviklingen af melodierne og tonearterne og i nogen grad i teksterne.
I begyndelsen var melodierne meget simple. Faktisk blev teksten for det meste fremført på kun én tone (in directum). Her kunne menigheden i høj grad deltage i musikken på den måde, at præsten og menigheden sang på skift. Gradvist begyndte man at variere ”melodierne” ved at tilføje flere toner som henholdsvis begyndelse (incipit) og afslutning (cadence). I løbet af de første otte århundreder blev melodierne mere og mere komplicerede, da forsangerne (som også var komponisterne) gradvist tog sig mere kunstnerisk frihed i stedet for kun at sørge for formidling af teksten. Sangerne blev også gradvist mere og mere kompetente og de bedste sangere blev til forsangere og sangledere (cantores). Det gav også mulighed for at øge kompleksiteten og sværhedsgraden af sangene. De første sangbøger var kun skrevet for korledere, som så formidlede indholdet mundtligt til de øvrige sangere. Samtidig med at sangene blev sværere, blev mere og mere af repertoiret forbeholdt trænede sangere (schola) og solister, og menighedens aktive deltagelse blev mindre. Det skal nævnes, at i alle tilfælde er der kun tale om mænd, der sang i kirken. Kvinder deltog ikke i sangen, undtagen i nonneklostrene.
Den del af den gamle kirkesang, vi i dag kalder gregoriansk sang, er resultatet af et samarbejde i 7-800-tallet mellem Karl den Store (kejser af Det Tysk-romerske Rige) og Rom. Karl den Store og hans far, Pipin den lille, ønskede at sikre det frankiske riges magt i Europa, og som led i den plan ville de sikre sig Roms støtte. Rom havde til gengæld brug for støtte af Det Tysk-romerske Rige mod lombarderne i det nordlige Italien. Frankerne besluttede derfor, at den romerske liturgi skulle integreres i deres. Som led i dette anmodede de Rom om at sende sangere (munke og præster) til Det Tysk-romerske Rige for at lære deres egne præster og klosterfolk den romerske sang i stedet for den galliske, som eksisterede i Det Tysk-romerske Rige. På det tidspunkt fandtes der ingen metoder til at dokumentere sangene. Derfor skulle de indlæres og på den måde fastholdes i mundtlig overlevering. Det romerske kirkefolk lærte de frankiske brødre sangene, men uundgåeligt havde de frankiske (galliske) traditioner indflydelse på den ”nye” sang. I løbet af flere århundreder indtrådte der så en udvikling af sangen nord for Alperne, som blev uafhængig af sangtraditionen i Rom. Resultatet blev således det, vi i dag kalder gregoriansk sang. Det var så først, da man havde fundet ud af, hvordan man kunne nedskrive de gregorianske sange, at sangen blev ført tilbage til Rom i sin ændrede form og blev taget op dér og den oprindelige sang sat til side. Den oprindelige romerske tradition findes dog den dag i dag, men det er så at sige kun den gregorianske sang, der synges i den vestlige verden.
Som nævnt havde man de første 800 år ingen metoder til at skrive sangene ned. Præster og klosterfolk skulle således lære alle de sange, der blev brugt, uden ad. Der findes flere tusinde gregorianske sange, men sandsynligvis blev kun en begrænset del af dem brugt hvert enkelt sted. Ikke desto mindre har det formentlig taget flere år for den enkelte sanger at lære repertoiret. Fordi sangene kun fandtes i mundtlig overlevering, og fordi der ofte var begrænset kommunikation mellem klostrene, specielt dem der lå afsides, er det kun naturligt, at der udviklede sig lokale variationer af gængse sange. Nogle sange var måske i længere tid udelukkende blevet brugt dér, hvor de blev komponeret. De første forsøg på at dokumentere sangene (og de første forsøg overhovedet på at dokumentere musik i den vestlige del af verden) fandt sted i slutningen af 700-tallet, men disse ”sangbøger” indeholdt kun teksterne, der blev sunget. I 800-tallet, under Karl den Store, begyndte man at tilføje små tegn (neumer) til teksten for at huske, hvordan melodierne skulle tolkes. Dette var naturligvis et led i at sikre den romerske sangs plads i liturgien på bekostning af den galliske. Der er ikke tale om noder men hukommelsestegn for at hjælpe sangerne med at huske rytmiske nuancer, betoning, udtryk og i hvilken retning melodien gik (op eller ned i tonehøjde) – uden at de kunne angive specifikke intervaller eller toner. Det var først i 900-tallet at man for første gang udviklede måder at skrive noder på – først kun som en enkelt hjælpelinje ovenfor teksten. Neumer, der indikerede høje toner, blev skrevet ovenfor linjen og neumer, der indikerede lave toner, under linjen. Eftersom melodierne voksede i toneomfang, gik udviklingen gradvist fra én linje til to linjer og videre til et nodesystem med fire linjer. Det er denne oprindelige notation som den moderne nodeskrift på fem linjer bygger på. Der er dog tale om en udvikling på omkring 700 år, før man endelig fik etableret den nodeskrift, man almindeligvis kender i dag. Indtil nodeskriften blev etableret, blev sangene stadigvæk bevaret i mundtlig tradition, og neumerne var blot et hjælpemiddel til fortolkning af melodierne og teksten. Men så snart man havde en måde at skrive melodierne ned på, stoppede den mundtlige tradition. Neumerne kom ud af brug, og gradvist huskede ingen længere, hvad de betød. Gregoriansk sang er den dag i dag noteret med den nodeskrift på fire linjer, hvis udvikling var færdig i 1200-tallet. Denne nodeskrift kaldes for kvadratneumer (se figur 1 foroven). Pga. det forholdsvis snævre toneomfang var der sjældent behov for flere nodelinjer, så man har i gregoriansk notation beholdt de kun fire linjer.
Eftersom forøgelsen til det samlede repertoire skete over 1700 år, er det samlede repertoire meget stort. Der findes nogle hundrede manuskripter, som har været gemt i flere århundreder i de klostre, hvor de oprindeligt blev lavet. De vigtigste manuskripter stammer fra klostrene St. Gallen i Schweiz, Laon og St. Martial i Frankrig samt Regensburg i Tyskland.
Nutidens forskning i gregoriansk sang drejer sig primært om at finde ud af, hvordan neumerne hænger sammen med noderne, og hvordan man kan bruge neumerne til at tolke musikken. Det hele har til formål at synge sangene så tæt på det oprindelige som muligt – velvidende, at vi aldrig nogen sinde kommer til at være helt hundrede procent sikre.
Brug i liturgien
Følgende er en meget forenklet beskrivelse af de forskellige typer gregoriansk sang, der findes, og hvordan de bruges i liturgien.
I den katolske kirke bruges gregoriansk sang hovedsageligt i to gudstjenesteformer – messen og tidesangen (officium horarum). I hovedtrækkene bruges der forskellige sange til de to former. Man kan således påstå, at der findes to adskilte repertoirer af gregorianske sange. I den katolske kirke synger man messe én gang dagligt året rundt (undtagen Langfredag), medens man traditionelt synger tidesange hver tredje time i døgnet. Sangene varierer selvfølgelig, dels efter tidspunktet og dels efter de forskellige dage på året.
Sangene kan kategoriseres i tre hovedgrupper efter opbygning: antifoner, responsorier og hymner.
I antifonal sang synges teksten skiftevis mellem to grupper. Det kan være en solist eller nogle få forsangere overfor et kor eller menigheden. Eller det kan være to lige store grupper, der skiftes ad til at synge teksten. Davidssalmerne i tidesangen er et godt eksempel på antifonal sang.
Responsoria er kendetegnet ved, at en solist, eller en gruppe forsangere, synger teksten, og menigheden, eller hele koret, svarer med korte svar eller et omkvæd.
Hymnerne adskiller sig fra andre gregorianske sange ved, at teksten er digtet i metriske vers, således at man kan synge flere vers til samme melodi, på samme måde som man synger salmer i folkekirken i dag. Hymnerne spiller større rolle i tidesangen end i selve messen.
I princippet kan hvert eneste ord i begge former af gudstjenester (messe og tidesange) synges – også læsningerne fra bibelen. Dels drejer det sig om deciderede sange med sine egne melodier, og dels drejer det sig om faste melodiskabeloner, som kan bruges til at synge tekster af forskellig længde.
Figur 2. Eksempel på komponeret melodi. (Alleluia for 2. søndag efter påske.)
Figur 3. Eksempel på melodiskabelon hvor vers af forskellig længde bliver tilpasset melodien.
Hvert vers har samme start og afslutning. (Magnificat – Marias lovsang.)
I messen er der to kategorier af sange. De faste messeled (ordinarium), hvor teksten altid er den samme (men ikke nødvendigvis musikken), og de varierende messeled (proprium) hvor teksten varierer fra dag til dag.
De faste messeled (ordinarium) er:
Kyrie – Herre forbarm dig
Gloria – Lovsangen
Credo – Trosbekendelsen
Sanctus – Hellig
Agnus Dei – Guds lam
De varierende messeled (proprium) er:
Introitus – Indgang
Graduale – Sang mellem læsningerne
Alleluia eller Tractus (afhænger af den pågældende periode i kirkeåret)
Offertorio – Nadver
Communio – Nadversmåltidet
Tidesangen er for det meste bygget op omkring sang af Davidssalmerne. Som nævnt spiller hymner her også en stor rolle. I de såkaldte hovedtidesange, Laudes (kl. 9), Vesper (kl. 18) og Completorium (kl. 21), synges der tre store lovsange: Zakarias’ lovsang (Benedictus; Laudes), Marias lovsang (Magnificat; Vesper) og Simeons lovsang (Nunc dimittis; Completorium). Disse store lovsange er også en form for antifonal sang.
Ágúst Ingi Ágústsson